danske sange og lyrik?
To som elsker hinanden er en utraditionel koncert, en musikfortælling, der befinder sig midt imellem koncert og teater. Den leder os med musik, lyrik og sange fra de sidste 350 år gennem kærlighedens forskellige faser, og sange og tekster fortolkes, så de danner medrivende og genkendelige historier.
Smukke og grumme sange af bl.a. Lange-Müller og Ib Nørholm møder glødende og sensuelle kærlighedsdigte fra barokkens Ambrosius Stub til nutidens Henrik Nordbrandt, og sammen sender de publikum på en rejse til kærlighedens veje og vildveje.
De medvirkende er mezzosopran Christina Dahl og pianist Kamilla Sørensen
Pressen skrev:
”Det overraskende er ikke, at Christina Dahls lyse mezzosopran klang rent og smukt. Det overraskende var, at hun kunne recitere finere end størsteparten af danske skuespillere. (JP)
Når mezzosopran Christina Dahl formår at tolke så bevægende smukt som det sker i “To som elsker hinanden” kan det ikke andet end berøre. Sådan rigtigt berøre. På én og samme tid er der ro og bevægelse tilstede. Christina Dahl investerer sig selv skabende i det værk, hun fremfører. Personligt og loyalt over for den kulturarv, hun formidler. (Aarhus Stiftstidende)”
To som elsker hinanden har tidligere spillet på teateret Svalegangen i Aarhus, på universitetet i Madison, Wisconsin (US), på Carl Nielsen Museet i Odense og i Ny Vor Frue Kirke ved Roskilde.
Interesseret i at booke To som elsker hinanden?
Det praktiske:
Vi turnerer over hele landet. Eneste krav er et godt flygel eller klaver. To som elsker hinanden kan laves i en version med pause eller uden pause. Varighed med pause ca. 70 min., uden pause ca. 50 min. Pris 7000 kr.
Om de medvirkende:
Mezzosopran Christina Dahl har gennem de sidste mange år arbejdet på at gøre klassisk musik og sang tilgængeligt for et større publikum. Hun er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium og stod bag den anmelderroste Danmarkspremiere på Peter Maxwell Davies’ operamonolog The Medium. Derudover synger hun regelmæssigt kirkekoncerter, er solist med kor og orkester i forskellige sammenhænge og har medvirket i flere forestillinger på Den Fynske Opera, Århus Kammeropera og Århus Teater.
Hør Christina synge:
Pianist Kamilla Sørensen har studeret ved Anne Øland, Rodolfo Llambias samt Mirta Herrera og debuterede fra Det Jyske Musikkonservatorium, september 2007. Kamilla Sørensen har givet koncerter i bl.a. Vilnius, Stockholm, Rostock og Rom. Desuden har hun været solist med Odense Symfoniorkester. I dag er Kamilla Sørensen yderst aktiv i diverse kammermusikalske sammenhænge, og medvirker ofte som akkompagnatør for flere af landets dygtigste sangere.